I går var jeg i det nye Skuespilshuset og se iscenesættelsen af Herman Bangs klassiker Stuk. Jeg var meget positivt overrasket over selve salen, som (ligesom resten af huset) er lavet i mærkelige, aflange, sorte mursten og er rigtig elegant designet med godt udsyn fra sort set alle pladser.

Selve stykket er en lidt mere kompliceret affære. Det er instrueret af den internationalt anerkendte Frank Castorf, der vistnok har instrueret på Bertolt Brechts gamle teater Volksbühne, og verfremdung er der sandelig nok af i Stuk. Rimelig mærkeligt og fragmenteret er det, men også ret gennemført og stilrent. Det foregår i de dekadente, optimistiske 1880′eres København, hvor træerne på overfladen vokser ind i himlen. Parallelen til vore dages krise på grund af grådighed og naiv fremtidstro er nærliggende, men ikke helt rammende. Hvor Stein Bagger svindlede udelukkende for egen vindings skyld, ligger der i Stuk noget større bag. Nemlig troen på et nyt, skandinavisk kulturliv og København som en ny verdensby. Interessant nok, men lidt svært at bedømme, hvad jeg sådan lige synes om stykket…

Jeg så for ganske nylig den 16 år gamle film Malcolm X, og set i lyset af at USA i dag indsætter den første sorte præsident, er den ganske tankevækkende. Når man ser Malcolm X i Denzel Washingtons skikkelse og Martin Luther King, så er det ret tydeligt hvad, der er Obamas arv. For der er helt klare parralleler i retorik og fremtoning mellem den moderne leder og de gamle borgerrettighedsforkæmpere.

Men Malcolm X er også aktuel set i lyset af den evige debat om, hvordan indvandrere skal integreres i Danmark. Set fra minoritetens synspunkt – et synspunkt, der glimrer ved sit fravær i den hjemlige debat. Malcolm X handler ikke kun om en stor politisk personlighed, men også om kampen mellem revolutionære og reformister – en kamp man også fornemmer foregår på den hjemlige scene. Hvis man skal drage en eller anden form for lære af historien, så skal vi ikke være så bange for de revolutionære. I den amerikanske borgerrettighedsbevægelse – såvel som i den danske arbejderbevægelse – er det reformisterne, der har trukket det længste strå. Mon ikke de gør det endnu en gang blandt grupperingerne blandt de danske indvandrere?

Puha, det er godt nok lidt hårdt at være tilbage på sin pind efter to hele ugers ferie…

I går da jeg gik over Dronning Louises Bro fik jeg stukket en flyer i hånden, som var reklame for arrangementet City Lights. Det går ud på noget med at lyse Sankt Hans Gade og Sortedam Dossering op og vise en del af byen på en ny måde og lave nogle events. Eller noget… Det lyder ret spændende og det er gratis. Tippet er hermed givet videre.

Det er på søndag 10/1 fra kl. 16.

I forbindelse med at jeg ville prøve at lave sushi selv, faldt jeg over hjemmesiden Lav-Det-Selv.dk, som havde en meget oplysende diskussion om sushi. Og faktisk er det ret let at lave sushi og det tager heller ikke så lang tid. Man skal bare holde øje med risene, de brænder lidt let på. Hvis risene er klare, kan man lave sushi til 3-4 mennesker på 30-45 min. Man kan sagtens koge risene dagen i forvejen og stille dem i køleskabet. I princippet kan man komme alt i sushi. På billedet har jeg prøvet med hummus og peberfrugt. Det blev ret godt, men som det måske fremgår kom jeg lidt for meget hummus og lidt for lidt peberfrugt i.

Sys Bjerre er siden sommeren blevet alles darling med sit røde hår og bramfrie, ligefremme tekster og har lavet et album, der ligger på toppen af hitlisterne. Men faktisk findes der en anden dansk, rødhåret sangerinde med samfundsrevsende tekster, der udgav et album på nogenlunde samme tid. Det er min venindes veninde Annika Aakjær. Hun har en ret god, klar stemme og skriver sange om soldater, filantroper og om at være tyk. Desværre lider hun p.t. den kranke skæbne ikke kun at stå i skyggen af frøken Bjerre, men også rent faktisk at blive forvekslet med hende.

Her er et billede af Annika. Næste gang du ser Sys Bjerre på en bar, kan du så sige: “Hej, er det ikke dig, der er hende Annika Aakjær?”

Jeg har fået flyttet min blog fra Blogger til WordPress. Godt nok var det Blogger, der i sin tid opfandt webloggen, men det kan de altså blive ved med at leve højt på efter de er blevet en del af Googles forsøg på at overtage verdensherredømmet. WordPress har i øvrigt flere fordele frem for Blogger, inklusive et lækrere layout der er nemmere at tilpasse, større brugervenlighed og bedre funktionalitet (som for eksempel mulighed for at lave flere sider).

Så sådan er det…

Nu er det spændende at se, om der bliver skrevet noget på den, altså bloggen.

Jeg har fornyligt været på weekend på Kalundborg Vandrehjem og bortset fra, at det er et meget fint vandrehjem, så laver de også rigtigt god mad. De bestræber sig på at bruge økologiske ingredienser, serverer meget hjemmelavet (for eksempel brød og marmelade), og er ikke bange for at lave nogle lidt mere utraditionelle retter. Og faktisk lægger de hver uge en ny opskrift ud på hjemmesiden – her vil helt sikkert være lidt ny inspiration at hente.

Netop hjemvendt fra Hamborg har jeg opdaget uanede muligheder udi kagefigurernes fascinerende univers. Hamborg byder i sandhed på udsøgt shopping, både når det gælder eksklusive mærker og genbrug. Og også hvad angår forme til kagefigurer. Handelshaus Laegel er en butik, der udelukkende forhandler forme til kagefigurer og kager. Det er da fantastisk…

Jeg er lige blevet færdig med den sidste af Elsebeth Egholms 5 krimier om den århusianske journalist Dicte Svendsen, der har en helt speciel evne til at rende ind i mordsager (gad vide hvor mange mord Claus Buhr har været med til at opklare?). I hvert er det underholdning og samfundskritik af bedste skuffe – med andre ord gedigen skandinavisk krimi. Disse mordsager sætter tanker i gang om for eksempel moderskab, indvandrere, social arv og organdonation.

Jeg synes helt klart, de tre første er de bedste. De sidste to er også ganske læseværdige, men det er som om, at persongalleriet og historien bliver for omfattende til at kunne komme i bund med det hele.

I weekenden var jeg til firma-event, som i klassisk firmafest-stil var en parade af kendte mennesker (fra Erna Iversen (der gjorde grin med chefen og det er bare altid sjovt ligemeget hvor plat det er, ligesom at gøre grin med Nik & Jay) til brødrene Lund Madsen, en af dem fra Vild med Dans, Bent Mejding, Master Fatman og Jørgen de Mylius), god mad og fri bar i en tætpakket sal, der kulminerede i Dodo and the Dodos.

En af de mindre kendte, men mest underholdende indslag var tryllekunsteren Mr. Mox, der lærte os at trylle. Så nu kan jeg læse tanker og trylle små, røde tørklæder væk. Hans hjemmeside indeholder en del information om at trylle og som medlem kan man lære nogle af hans tricks. Megasejt.