I løbet af ugen har jeg været på to kurser – eller daglange prædikener om man vil – med Danske Banks udviklingsafdelings chefarkitekt. Og det er altså ikke ham, der bestemmer design og indretning af bankfilialerne, men ham der er ansvarlig for strategien for produkt -, forretnings- og it-udvikling i koncernen. Med andre ord bankens helt egne videnskabsteoretiker. Han har blandt andet været med til at udforme den metode, der arbejdes efter i udviklingsafdelingen. Det kan nemlig betale sig at arbejde metodisk, fordi det strømliner og effektiviserer processen, går den nemmere at styre og resulterer i sidste ende i et bedre produkt. Og hvad er det så chefarkitekten prædiker for udviklingsafdelingens ansatte? Det er at kunne
- ‘viden’ som organisationens vigtigste aktiv og egentlige produktionsapparat
- arbejde efter og forholde sig til en metode
- dokumentere sit arbejde
- forklare den proces, der ledte til et givet resultat
Med andre ord klassisk akademiske dyder! Den største forskel er, at der ikke er metodefrihed. Det må man lære at finde sig i.
Men kom ikke og sig, at universitetsuddannelser ikke er erhvervsrettede. Den slags påstande bunder i dyb uvidenhed om, hvad der foregår både på universiteterne og i det private erhvervsliv. Det er desuden ufatteligt, at universiteterne ikke formår at formidle, hvad det er egentlig er, de uddanner folk til. Erhvervslivet har tydeligvis blik for, hvad akademikere kan (mange af de der sidder på de strategiske poster er jo selv akademikere) og bruger dem i stor stil. Men følgende spørgsmål trænger sig på:
- ved politikerne, hvad der foregår på universiteterne?
- ved politikerne, hvad der foregår i erhvervslivet?
- har universiteterne nogen som helst ide om, hvad der venter de studerende på den anden side?
Jeg undrer mig bare…
