For nylig var jeg til et socialt arrangement med medarbejdere fra forskellige dele af Danske Banks danske del. Her snakkede jeg med en jævnaldrende kollega fra min egen organisation. Hun sidder i sit første job i en jobfunktion meget lig min egen, så det var meget naturligt at snakke arbejde. Efter et stykke tid afbryder min kollega samtalen med den kommentar, at hun som yngre altid havde svoret at når hun blev voksen ville hun ikke snakke arbejde i tide og utide – som hendes mor gjorde.

Som moderne medarbejdere skal vi være hele mennesker – det vil sige, der skal være balance mellem arbejds – og privat liv. Vi skal have sunde fritidsinteresser, lade være med at læse mails i ferien og kunne snakke om noget andet end arbejde til firmajulefrokosten.

Men helt ærligt, hvad skal man gøre!? Fra universitetet er vi vant til, at det at studere er en livsstil, der kræver et levende engagement og mindst det, der svarer til en fuldtidsstilling. Og mener man det seriøst, må man også engagere sig aktivt i studierelaterede aktiviteter eller foreningsarbejde. Det er ikke kikset at diskutere individuelle 15-siders opgaver eller komplicerede, teoretiske problemstillinger til en fest fredag aften – tværtimod, så går man virkelig op i det. Ens mor giver ros for flittighed, når hun ringer søndag eftermiddag, mens man forbereder sig til mandag, og der er ikke noget odiøst i, at specialestuderende over en længere periode knokler igennem aftener og weekender.

Hvordan er det lige, man kommer fra engageret studerende til velafbalanceret medarbejder? Er det så mærkeligt at akademikere får stress?