Jeg havde en af de mest mindeværdige koncertoplevelser, da jeg sidste lørdag var til koncert med Kris Kristofferson i Indelukket i Silkeborg. Friluftsscenen Indelukket, omgivet af skov, campingplads og lystbådehavn, er kendt og elsket af lokalbefolkningen for årlige begivenheder som den lille festival Hederytmer og Silkeborg Country Festival. Derfor var den overraskelse for mange, at både Tina Dickow, der varmede op og hovednavnet stillede op til intimkoncert med intet andet end en guitar. Dickow gjorde det rigtigt godt – hun kan uden tvivl levere varen under hvilke som helst omstændigheder. Kris Kristofferson derimod – hold da kæft! Hans stemme er ikke noget særligt, hans guitarspil er kedeligt, melodierne lyder ens, tempo og rytme er det samme hele vejen igennem. Ja ok, manden har karisma og det er tydeligt at han har levet livet (Satan, druk og kvinder er et gennemgående tema i hans tekster), men det er ikke nok til at bære en hel koncert igennem.
I følge Gaffas anmelder var det imidlertid ikke Kristofferson, men publikum, der “ødelagde” koncerten, fordi de havde mere travlt med at snakke og drikke fadøl end høre musik og under de forhold er det jo klart at denne “sangskriver af uhørt høj kvalitet” ikke kommer til sin ret. Ja, Kristoffersen kaster ligefrem “perler for svin”! Magen til højrøvet arrogance har jeg sjældent set. Enhver idiot kan give sine dedikerede fans en god oplevelse, det kræver noget helt andet at kunne fange folk, som måske ikke kender musikken så godt på forhånd – men som dog er åbne, ellers var det ikke kommet. Hvis man ikke kan det, kaster man ikke perler for svin, man er blot uprofessionel.
Personligt synes jeg, koncerten var interessant ikke fra et musikalsk, men fra et kulturhistorisk synspunkt. Kristofferson er en blanding af Johnny Cash og Bob Dylan, og befinder sig tydeligvis stadig i 70ernes desillusionerede USA, hvor solidariteten i samfundet er gået fløjten, de der er på bunden kommer aldrig videre og den amerikanske drøm er kun for dem, der i forvejen er ressourcestærke – en samfundsindretning understøttet af “systemet”. Et verdensbillede, der også portrætteres i filmen Convoy, hvor Kristofferson spiller hovedrollen. I parentes bemærket, er det også temaet i Hunter S Thompsons fremragende bog “Hell´s Angels“, der på skræmmende vis beskriver hvordan de, der på mange måder har opbygget efterkrigstidens USA, men som ikke har nogen eksistensberettigelse i det postmoderne samfund, søger efter anerkendelse. Og fra dette skisma er gode, gamle Kris aldrig trådt ind i det nutidige informationssamfund.
Sorry, Kris Kristofferson, men du er et levende frilandsmuseum.
